Et portræt af kunsten i det offentlige rum i Vordingborg Kommune fra 1800 til i dag

1800

Kunsten har helt tilbage til Oplysningstiden haft en central rolle i Vordingborg Kommunes geografi.

I 1800-tallet er det godserne omkring Vordingborg, Præstø og på Møn, som er mæcener og værter for københavnske kunstnermiljøer, der rejser ud og skaber de landskabsmalerier, som senere gør landskabet på Møns Klint og egnens bøgeskove til nationalromantiske ikoner. Malerier, hvis motiv og stil kommer til at definere et helt bestemt ’dansk’ udtryk.

På Sydsjælland skabte den schweizisk-danske handelsmand, baron og godsejer af Iselingen og Rosenfeldt, Reinhard (von) Iselin (1714-1781), sin formue fra oversøisk handel. Iselin arbejdede med de store handelskompagnier og fungerede i årene 1759-1769 som direktør for det asiatiske kompagni og var direktionsmedlem i det afrikanske kompagni.

For arven efter Reinhard anlagde parret kammerherre Antoine de Bosc de la Calmette (1752-1803) og Cathrina Elisabeth Iselin (1759-1805) landskabshaven Liselund på Østmøn fra 1784 til 1792. Liselund Have står i dag som et historisk fragment, en tidslomme af romantikkens idéer og værdier, som Nationalmuseet tager vare på. Calmette havde et udbredt kendskab til europæisk havekunst gennem sin dannelsesrejser til Tyskland og Østeuropa. En ung kosmopolitisk
aristokrat, der søgte den europæiske kulturhistorie.

I 1800-tallet maler Guldaldermalerne Møns Klint ind i historien om Danmark og dansk natur. Christopher Wilhelm Eckersberg (1783-1853), Frederik Sødring (1809–1862), Louis Gurlitt (1812– 1855) og Peter Christian Skovgaard (1817-1875) skaber landskabsmotiver og kompositioner, der i Romantikkens ånd afspejler indre følelser og repræsenterer landets
storhed. Fx skriver kunsthistorikeren N. L. Høyen
(1798-1870) til Skovgaard, at ”klinten skulle skildres så storladent, at en tanke af skræk eller frygt kan fare gennem beskueren”. Kunstnerne interesserer sig samtidig også for tidens naturvidenskabelige forskning og maler fx geologernes nytænkning omkring, hvordan
jordlagene blev dannet gennem geologisk tid.




I Møns Klint (1842) har Gurlitt afbildet klinten, så de geologiske lag tydeligt kan ses.

På Nysø ved Præstø inviterede baronesse Christine Stampe, på opfordring fra kronprinsen, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844) til at besøge familiens landsted, efter at han havde tilbragt 40 år i Rom.
Familien fik opført et sekskantet atelier til Thorvaldsen, hvor han bl.a. udførte selvportrættet Thorvaldsen læner sig til sin statue Håbet i 1839. I 1926 åbnede det lille kunstmuseum Thorvaldsen Samlingen på Nysø ved herregården. I Romantikken tegnede godsejer og rektor for Borgerdydskolen på Christianshavn Martin Hammerich (1811-81) godset Iselingen og brugte stedet til at
samle tidens videnskabsfolk, politikere og kunstnere. Fx er maleriet Bøgeskov i maj en bestillingsopgave, hvor Hammerich har bedt P.C. Skovgaard om at portrættere familien i den nyudsprungne bøgeskov. Tiden er præget af nationale følelser og bøgeskoven er et nationalt symbol.

I udvalg malede J.Th. Lundbye (1818-1848) Gåsetårnet i Vordingborg i 1842 og arkitekten M.G. Bindesbøll (1800-1856) tegnede hospitalet Oringe i 1857, Nybøllegård i 1856, Hother Hages Gård og Rådhuset i Stege i 1854.

Et eksempel på en kunstner, der bliver født på Møn, får sin uddannelse i København og kommer tilbage og arbejder med motiver i byen, er Albert Gottschalk (1866-1906). Han blev optaget på Kunstakademiet i 1883 og arbejdede samtidig på Kunstnernes Frie Studieskoler, hvor han blev elev af P.S.Krøyer. Gottschalk har bl.a. malet Udsigt over Stege i 1895 (FK) og Marked på Stege Torv i 1892 (SMK). Bente Scavenius skriver i ”Mine Billeder” (2021) om hans skitseagtige motivopfattelse, ’som om hvert billede var standset i tilløbet til et spring’. Gottschalk kommer med sin optagethed af det formløse til at foregribe det, der i det 20. århundrede blev betegnet som ’det moderne’. Hans værker er i Hirschsprungske, SMK og Fuglsang Kunstmuseums samling.

borgernes KUNSTSAMLING

1900-1950

Hovedværkerne i Borgernes Kunstsamling før 2. verdenskrig er alle doneret af Ny Carlsbergfondet.
De er skabt i mellemkrigstiden og ideologisk båret af opblomstringen af folkelige bevægelser og nybyggede oplysnings-institutioner, som fx Rødkilde Højskole og en nybygget Idrætshal i Vordingborg.
Foran idrætsanlægget stillede man Johannes Hedegaards (1915-1999) Løberen – en klassisk figur i vitalistisk bevægelse – en krop, der udstråler livskraft, sundhed og styrke.

I Vintersbølle Børnesanatorium ønsker William Scharff (1886-1954) med sine vægmalerier at styrke de tuberkuloseramte børns helbred ved at trække naturens kraft og inderlighed helt ind i deres hjem og sjæl. Og på Rødkilde Højskole (nu Teaterhøjskolen Rødkilde) inspirerer Agnes Slott-Møller (1862-1937) de unge bønder med en frise, der styrker den nationale identitetsfølelse og historiske bevidsthed med et motiv fra en folkevise, som beretter om middelalderheltinden Dagmar.

I Teaterhøjskolen Rødkildes spisesal hænger et bemalet gipsrelief, Dronning Dagmars Død af Agnes Slott-Møller, doneret af Ny Carlsbergfondet i 1927.
Værket er udført i årene 1895-96 og var i første omgang en gave til Askov Højskole fra en tidligere elev, Københavns borgmesterfrue Marie Elisabeth Marstrand. Ny Carlsbergfondet har senere fundet det meningsfuldt, at også højskolen på Møn fik glæde af frisens historiske tyngde og inspiration til den folkelige højskole og elevernes dannelse.
Slott-Møller har skildret kvinder på vej til Dronning Dagmars barselsseng. I følge folkevisen Dronning Dagmars død ’ligger Dronning Dagmar udi Ribe syg’.
Kvinderne ankommer til et nyfødt barn, men kvinden har ikke overlevet. Arbejdets motiv væver sig ind i Rødkildes lokale historie og tidsånden i Danmark efter nederlaget i 1864 ved Dybbøl Mølle, hvor Danmark blev yderst bevidst om sin nationale identitet.
Rødkilde Højskole grundlægges i 1865 af en norsk rig adelskvinde Karen Cathrine Anker (1843-66) og den lokale præstesøn Frede Bojsen (1841-1926), men allerede året efter dør hun 22 år gammel i barselsseng.

Både højskolemanden Frede Bojsen og kunstneren Agnes Slott-Møller vier på forskellig vis deres liv til folkets åndelige løftelse. Frede Bojsen havde været med i krigen i Sønderjylland. Han ville med Rødkilde – med udgangspunkt i Grundtvigs tanker – skabe en højskole. “Her skal søges det, som aldrig dør, det er Kærligheden i det danske Folk: Kærlighed til Fædreland, Folk og Modersmaal. Kunde vi, derfor give dem, som har samlet sig omkring os, en levende Følelse af, hvad vort Fædreland er fra Nordkap til Valpladsen i Sønderjylland, fra Vesterhavet til den Botniske Bugt.”


Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse søgte Ny Carlsbergfondet om en udsmykning i det nybyggede sanatorium Vintersbølle Børnesanatorium tegnet af Kay Fisker og C.F. Møller til glæde for de børn, der opholdt sig på stedet i op til et år. Fondet valgte William Scharff (1886-1959) til opgaven, og han udførte i 1939-42 et vægmaleri i husets fællesrum. Motivet er børns leg i naturen. Scharff beskriver sine skitser i et brev til Ny Carlsbergfondet i 1939 ’Mellem Straa og Siv – ved en Brink – hvor de leger, danser, fisker – danner Figurer af Sivstraa – spiller paa Rørfløjte osv.’ Scharff ønskede at give børnene håb og glæde i deres hverdag og malede sine egne barndomserindringer fra når han som københavnerdreng tilbragte somrene i Tisvilde.

Formen er klassisk inspireret med nøgne figurer i friseagtige kompositioner. Scharff kaldte kompositionerne for ’legender’, og de kan opfattes som både mystiske og mytiske billeder af menneskets liv, i og sammen med naturen. Et indhold, med hyldest til ungdom, sol og vår, som også findes i Scharffs senere kunst.

Kunstskribent Danneskiold-Samsøe skriver ”I højere grad end de fleste har Scharff været knyttet til en bestemt egn; hans mening er, at man skal søge ind i sig selv og bygge på det klima og den natur, man er udgået fra.”(Vor Tids Kunst, bd 4, s.8, 1931). Scharff var med afsæt i den nordiske natur inspireret af kubismen og mødet med Pablo Picasso i Paris i Scharff var med afsæt i den nordiske natur inspireret af kubismen og mødet med Pablo Picasso i Paris i 1911. Senere påvirkede Vasilij Kandinskys abstrakte kompositioner hans formsprog. Inspireret af “en kunstner der havde frigjort sig til fuldkommenhed fra det stedbundne synsindtryk” (Hermandsen, 2021).

Virkelig vellykket samspil mellem værk og omgivelser er nyopstilling i byrummet af Harald Erik Quistgaard (1987-1979), Eos, 1936, der blev flyttet fra Banegårdspladsen i 2013 og nu står i det høje græs ved indkørslen til Vordingborg fra syd.
Omgivelserne kan som samlet billede opretholde en æstetisk harmoni med havet, markerne og villaer bygget omkring 1900-tallet i en harmonisk og enkel fortolkning af klassicismen. Arkitektur, kunst og kulturnaturlandskabet klæder hinanden med de enkelte elementers enhed, helhed og klarhed. Her er ingen reklameskilte eller moderne byggematerialer, der bryder illusionen. I situationen bader morgenrødens gudinde Eos i en cirkelformet brønd. Eos sidder på hug, og i en yndefuld bevægelse samler hun sit hår i nakken, mens vandet reflekterer solens stråler og tilfører skulpturen et tindrende lys. Nøgenheden har i situationen fået en naturlig årsag i Quistgaards naturalistiske udtryk.
Motivet er hentet fra græsk mytologi. Eos steg i sin stridsvogn op fra havets dyb for at bringe dagslyset til menneskene hver morgen. Harald Quistgaard har villet skabe en figurkomposition, hvis skulpturelle nu er balancen og bevægelsen: den knælende Eos, der binder sit hår.

BORGERNES KUNSTSAMLING

1950

Kunsten i anden halvdel af 1900-tallet er kendetegnet ved at være initieret af enkeltpersoner. Det er skulpturer og objekter, der i egen ret, selvberoende og med en egen fortælling står rundt omkring i byerne og fungerer som vores fælles officielle erindring, som mindesmærker.

Kunstner og byens kantor Gunnar Slot (1914-2002) har i hvert årti opsat skulpturer i Vordingborg, måske på opfordring af handelsstanden og menighedsrådet.
Slot udtrykker sig i mange forskellige stilarter. I 1963 bliver han bedt om at lave et vartegn til virksomheden Panther Plast’s 25 års jubilæum. Virksomheden er lukket nu, men Panteren i spring, støbt i beton, står der stadig og fungerer både som et erindrings- og orienteringsmærke i byrummet. Figuren lever fortsat
et dynamisk liv, fx blev den i 2012 malet pink af unge aktivister.

I 60erne og 70erne lavede Slot abstrakte skulpturer til Gl. Kirkegård: Omsorg og Sindbillede af Vorherre. Ved Slotsruinen står en figur, i en middelalder-æstetik på en høj blank sokkel af bornholmsk granit. Det er Kong
Valdemar, der som en Vordingborgsk frihedsgudinde læser op, ikke af USA’s forfatning “We the people …”, men af Jydske lov “Med Lov skal Land bygges”. Den diskrete fine mand er opsat i 1997, og titlen er Kong Valdemar Sejr gav Jydske Lov i Vordingborg marts 1241.
Claes Lorenzen (1922-2005) er en anden kunstner, som har tilføjet syv figurative betonskulpturer til Vordingborg. Fx Kyssebroen i Algade og den store elefant med gule bukser, der fungerer som lokalt vartegn for industriområdet på kanten af byen. Et særligt vellykket værk står på hjørnet af Skovvej og Færgegaardsvej, Mødre – Mødes, 1997. På en betoncylinder har Lorenzen med inspiration fra Østen indfældet farvet stentøj som et dekorativt element. Kvinder og deres børn mødes ved en arne.

I Stege stod Tove Ólafssons (1909-1992) Kvindefigur i rød cement, 1968 på torvet – i folkemunde kaldet Magda. Den frodige moderfigur flyttede derefter til MOENA Mønshallernes foyer i 2010. I Præstø står Gottfred Eickhoffs (1902-1982), Mañana, eller Moder og Barn, 1972, ved Præstø Bibliotek. En klassisk bronzeskulptur, betalt af Statens Kunstfond og Præstø Kommune. Værket er en kopi – originalen blev opstillet i Kongens Have, København, i 1962.

Arkitektonisk skulptur
I Ørslev på Ørslev Skole arbejdede Ole Videbæk og Lis Andersen i en anden retning end den kunst, der skal ’pynte’ og tilføje byrummet fortællinger. Med Ørslevskulpturen, 1984, byggede Videbæk en teglmassiv bygning, med dobbeltkrummet murværk. To gange om året står solen op for enden af en passage, der gennemskærer monumentet. Inde i spalten sidder to marmorrelieffer lavet af Lis Andersen. Når man går gennem passagen, kan fingrene løbe hen over marmorens bevægelser. I skulpturen er indemuret skolebørnenes tegninger fra 1984. Det arkitektoniske værk former og skaber aktivt miljøet i skolens have, bl.a. ved at fungere som passage mellem to haverum.
Ørslevskulpturen er et værk, der gik mod tidsånden og ydede modstand til informationssamfundet, med sine
sten, med sin tyngde – og ved at placere sig og skolen i universet.

Modernistiske abstrakte værker
Fra midten af 70erne og frem er Vordingborg Seminarium det sted, der har kommunens stærkeste kunstprofil. Kunsten har en afgørende rolle i elevernes dagligdag, rummene er fyldt både inde og ude. Lektor på skolen Ole Villadsen har med sin baggrund som kunsthistoriker og underviser i billedkunst, formået at opbygge en imponerende samling bl.a. med kunst, som Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet har deponeret på stedet.

Når man ankommer til den ’nye’ bygning fra 1966-75, markerer Birgitte og Hans Børjessons arkitektoniske værk Porten fra 1997 af fire saltglaserede blå stentøjssøjler indgangen til seminariet.

Til højre står Eli Benvenistes Idealistisk intention, 1994, i bronze fra en serie, kunstneren kalder samtaler med et moderne menneske. Og i indgangen er Peter Bonnéns to kvadratiske minimalistiske værker, Relief, 1998, (148 x 148 x 0,15 m, cortenstål), i sort metal med overflader, der virker bløde og nærmest fløjlsagtige. Begge værker er abstrakt modernistiske.
De har noget stedløst over sig og knytter sig til et almenmenneskeligt fællesskab. Fortolkningen holdes flydende og åben, og giver mulighed for at relatere dem til universelle værdier.

Går man igennem skolen, møder man bl.a. lokale kunstnere som Willy Ørskov, Janus Ibsen og Hans Christian Rylander på sin vej – og i kantinen har Søren Hansen skabt en stedsspecifik frise i træfinér-
’puslespilsbrikker’. Et værk, hvor Hansen arbejder med kompleksiteten i det dannelsesprojekt, som seminariet
repræsenterer. Skolen har respekteret og passet på værket siden 1975 ved at lade indretningsarkitekter farvesætte og møblere rummet med sans for form, farve og materiale. Værket blev finansieret af Statens Kunstfond.

Også Vordingborg Gymnasium har en fin kunstsamling, opbygget gennem mange år. Fx Kirsten Lokenwitzs abstrakte skulptur Hamza i granit og beton.

BORGERNES KUNSTSAMLING

2000-tallet

Der er i 2000-tallet blevet lavet mange Street Art værker gavlmalerier/vægmalerier i stor skala. Kunst, der tager udgangspunkt i lokale fortællinger, som ofte har humor og kommunikerer meget umiddelbart.
I Stege har lokale kunstnere som Mia Sloth Møller udsmykket biografen, Sortplettet Blåfugl, 2019, og Pia Thaulov lader en flok grise løbe ind gennem byen på en anden gavl, 1993. I Kirkestræde i Vordingborg har Milan Vukotic malet klovne i forbindelse med Waves Festivalen, og som et samarbejdsprojekt med børn og unge, har billedkunstnerne Till Junkel og Signe Lewis i forbindelse med De Røde Løbere lavet et gavlmaleri på Algade i Vordingborg.

Mia Sloth Møller har sammen med Kunstart44, BilledkunstneriskGrundkursus for unge, 2019, skabt et par kæmpe sneaks i stærke farver på en gavl ved Chr Winthersvej. Kunstnergruppen K-O-N-T-O har i samspil med eleverne på Kalvehave skole og Børnehus udsmykket skolens aula i 2022.

I Præstø har handelslivet opstillet Bo Karbergs springvand Skibet, 2003, på Svend Gønges Torv i
anledningen af byens 600-års jubilæum, og nede ved vandet leger borgere og turister i Jeppe Heins Vandpavillon, 2007.

I Vordingborg kan alle mødes og
gynge i landskabet omkring DGI Huset, One Two Three Swing!, 2021, af kunstgruppen SUPERFLEX. De to sidste kunne man kalde stedsspecifikke interaktive installationer i urbane rum.