
Landskabet er i transition, og det åbner muligheder for at invitere kunstnere, arkitekter og videnskabsfolk til i samarbejde at udforske de nye arealanvendelser. Der er behov for at skabe rum for åbne processer, der bygger på en dynamisk forståelse af tid og historie.
— I projektet Moment of transition rejser fire landskabsarkitekter og fire kunstnere i dialog med ny forskning og i samarbejde med Naturstyrelsen — skov — på meget forskellige arealer: bynært, i en erhvervspark, parallelt med fredet natur og i tung infrastruktur. Arealet skal fremadrettet driftes som ”urørt” skov. Kunsten opstiller ikke objekter i skoven, men er med i selve formgivningsprocessen. Naturstyrelsen realiserer den fysiske naturgenopretning, samt skovens drift.
Landskabsarkitekter og kunstnere
1. Landskabsarkitekt Marianne Levinsen og billedkunstner Lea Porsager
(Naturstyrelsen Storstrøm)
2. Landskabsarkitekterne DETBLÅ og billedkunstner Georg Jagunov,
Hindsholm (Naturstyrelsen Fyn)
3. Landskabsarkitekt Nané Køllgaard, billedkunstner Martin Erik Andersen
(Naturstyrelsen Midtsjælland)
4. Landskabsarkitekt Anders Busse Nielsen, billedkunstner og forfatter Morten Søndergaard
Solberg Skov (Naturstyrelsen Søhøjlandet)






Tværfaglige samarbejder
Landskabsprojektet har startet en tværfaglig proces med teams af landskabsarkitekter og billedkunstnere, som inkluderer: Marianne Levinsen og Lea Porsager, DETBLÅ og Georg Jagunov, Nané Køllgaard Pedersen og Martin Erik Andersen samt Anders Busse Nielsen og Morten Søndergaard. Processen er kurateret af kunsthistoriker Christina Louise Jørgensen og foregår i samarbejde med Naturstyrelsen samt fagfolk, der løfter projektets indsigt i de konkrete landskabers geologi, biologi, hydrologi og kulturhistorie
Æstetiske processer
Arkitekturen og kunsten opstiller ikke objekter i landskabet, men konceptualiserer og formgiver skovrejsningen. De æstetiske processers materiale er beplantning, de traditionelle skovkulturblandinger, den kemi- og kvælstofberigede jord, markernes ensartede topografi, undergrundsvand og overfladetørke samt det ikke-organiske: maskiner og teknologier, der former den traditionelle skovrejsning. De æstetiske processer er det værende — det enkelte træ, spirren i dag, rummet under trækronerne om 100 år, stensætning, biodiversitet, vandspejl – med Birthe Urups (DETBLÅ) ord – søer og moser, der ‘lægger himlen ned i muldet’. Og så er der åbningerne til noget helt andet end det, vi kommer med, dét der er – ud over vores idéer.
Landskabet – som det er kendt af dem, der bor der
Udover de forskellige æstetisk kyndige, forvaltningsstærke og naturvidenskabelige stemmer skriver projektet med antropologen Tim Ingold: “Landskab er verden, som den er kendt af dem, der bor der, og rejser af de stier, der forbinder det”. Landskabet, som kulturhistorisk er formet af bønderne og deres familier, er udviklet gennem skiftende teknologier og gennemskåret af infrastruktur fra kirkestier til motorveje. Landskabet er en sanselig og topografisk samtidighed med alle dem, der er her, og dem, der var her før os.
Landskabets temporalitet
Moment of transition har fokus på landskabets tidsligheder. De kunstnere og landskabsarkitekter, der bærer idéerne, er alle optaget af tid i deres praksis — den dybe, den nære og den kommende — tiden i de mindste vandmolekyler og jordpartikler — tid i universel skala.
For at igangsætte en ny landskabstransition af denne skala, fra industrielt landbrug til friere natur, kræves indsigt i de substantielle forandringer, der sker i vores tidsforståelse, i en historisk nutid, der defineres af globalisering, teknologi og klimaforandringer. Parametre, som påvirker os og landskabet på helt nye måder og som også driver skovrejsningsmotiverne.
Fra privat til stat – folkeskove
Jorden går fra privat til statlig. Landskaber, der er formet af bønder, bliver nu forvaltet af lovgivningsrammer, og skoven bliver folkets. Vi får mulighed for at opleve moser og bakketoppe – hvor vi aldrig har været – på grund af den private ejendomsret. Det er derfor oplagt at arbejde med nye situationer, nye funktioner i landskabet, nye måder at være sammen på i de lysåbne enge og i den mørke skov.
Naturstyrelsen og Moment of transition inviterer løbende til borgermøder på de enkelte arealer, og vi afholder, i takt med at idéerne udvikles og udmøntes, offentlige arrangementer for at diskutere æstetiske processer i vores fremtidige landskaber.
Moment of transition ønsker at udfordre og forstå nutidens største landskabsforandring – både landskabsnært og på et perspektiverende, metareflekterende niveau. Projektets tværfaglige karakter inviterer fagligheder, der ikke traditionelt involveres i de største omlægninger af Danmarks natur siden fredsskovordningen af 1805.
Projektet åbner en samtale i de konkrete lokalområder om fremtidens naturtyper. Hvad er vores syn på og forbindelse til landskabet? Til biodiversitet? Til grundvand? Til CO₂-optaget? Hvad tænker vi, mens vi former de næste mange generationers landskaber? De landskaber, vi selv lever og bor i?


Vil du modtage nyhedsbrev?
Send en e-mail til christina@cljorgensen.dk
