Om

Kurator og rådgiver

Jeg er kunsthistoriker og arbejder med kunst i det offentlige rum – specifikt landskabskunst i de nye landskaber, som er forudsætningen for at skabe biodiversitet, grøn energi, klimatilpasning, biologisk produktion, lagring af CO₂, etablering af mere skov – i den grønne omstilling

Landskabskunst som transformator i naturgenopretning

Vi er i gang med at transformere landet. Den proces kan kunsten være med til at løfte til et nyt selvbevidst niveau – ved at være med i samskabelsen, være med til at formgive og konceptualisere. Det er min ambition som kurator at facilitere processer der giver kunsten en rolle i det tværfaglige felt af landskabsforvaltere og videnskabsfolk. Kunsten bør være med til at definerer kunst- og natursynet i de nye landskaber.

Hvordan kan kunsten være med til at:
Binde og lagre kvælstof 
Klimasikre kysterne
Bygge biobrændselsanlæg
Formgive vindmøller og solcelleparker
Omlægge landbrugsjord til steder med naturlig hydrologi og helårsgræsning
Oprette lavbundsområder
Skovrejse – så 25% af landet er skov
Skabe liv på havbunden
Gøre havet og jorden iltholdigt
Håndtere regnvand 

Bør kunsten ikke, på et strukturelt niveau, være en del af den proces? Er det ikke opgaver der kræver, at vi inddrager ingeniører, naturvidenskaben, erhvervsfolk, landmænd – og kunstnere i et samarbejde? Inddrager folk, borgerne?  Det kunne være en hollistisk proces?

Og den enkelte kunstner, kurator, arrangør – kan den enkelte kunstner i sine værker arbejde med  ‘Rubber Boots Methodology’*? Være i felten og binde kvælstof, at plante, klimasikre, placere solcelleparker, åbne dræn og skabe lavbundsjorder, skabe biodiversitet og liv i havet?

Kan kunsten være med til – bredt udfoldet – at komme med nye æstetiske greb i landskaber – med stemninger, akustiske rum og duft-scapes? Bringe fysiske, virtuelle, virkeligt og forestillede landskaber i en blandet virkelighed?  
Åbne landskabets imagination? Åbne imaginationen for Jorden? 

Kan man se landskabet som værk? En social skulptur – som Joseph Beuys rammesatte sit blik på kunstens potentiale i samfundet?

Måske kan kunsten udfolde sig på et ontologisk niveau – og skabe nye landskaber?

*Nils Bubandt